Fjernsynets storhedstid var kortvarig, og denne handling ser ud til at være beslægtet med et one-hit wonder-band. 'Marquee Moon' nåede aldrig sit fulde hitpotentiale, da fjernsynets hjemlige popularitet stort set var begrænset til New York Citys musikscene på deres tid. Men scenen var yderst innovativ og indflydelsesrig.
I årene der gik, er 'Marquee Moon', både sangen og albummet, blevet til betragtes som klassikere med hensyn til at indkapsle NYC-lyden fra dens fejrede æra.
Television er inden for rammerne af denne artikel en rockgruppe, der blev dannet i 1973 og er stadig teknisk aktiv den dag i dag. Det hele startede med Richard Hell og afdøde Tom Verlaine (1949-2023). På trods af at Hell og Verlaine oprindeligt var fra Delaware, blev bandet faktisk sat sammen, mens de boede i NYC.
Med hensyn til denne handlings modstandsdygtighed gennem årene, skal det bemærkes, at tv tog hele 1980'erne væk såvel som en god del af 1990'erne. Men i løbet af sin aktivitetsperiode var Verlaine urokkeligt involveret.
Han døde til sidst, i en alder af 73, kun et par dage før skrivningen af dette indlæg. Så som det ser ud i øjeblikket er gruppen uden frontmand. En anden medstifter, trommeslager Billy Ficca, er dog stadig nede for sagen. Det samme er bassisten Fred Smith, som har været medlem siden 1975.
Så 1970'erne kan også betragtes som denne akts storhedstid. For eksempel er 'Marquee Moon' (sangen), der blev udgivet den 1. april 1977, en af de få gange, Television kom på den britiske singlehitliste, hvor sangen toppede som nummer 30.
Det skal også bemærkes, at dette er titelnummeret til gruppens debutalbum, som udgivet gennem Elektra Records. Og netop den LP, selvom den ikke klarede sig særlig godt i noget enkelt land, markerer deres bedste internationalt. Det er kortlagt i Storbritannien, Australien og Sverige.
På det tidspunkt denne sang, som bandet havde været sat sammen i årevis , blev officielt droppet, havde medstifter Hell allerede forladt gruppen. Han blev efterfølgende erstattet på bas af Fred Smith. Så udover for Smith var de andre medlemmer af Television på det tidspunkt som følger:
Det er blevet konkluderet, at 'marquee moon' er en abstraktion, påvirket af albummets temaer generelt, som kredser om primært byliv, men også om pastoral variation.
I den tidligere henseende anses denne sang for at fange følelsen af den nye punkrockmusik/scene, som selv opstod i 1970'ernes New York.
Når det er sagt, hvad angår ærbødigheden omkring 'Marquee Moon', skal det først og fremmest bemærkes, at denne sang er næsten 11 minutter lang. Og det er faktisk dets instrumentale og mere specifikt guitarspillet fra Lloyd og Verlaine, der er kommet til at blive fejret mere end teksterne.
Faktisk har Verlaine, der skrev nummeret og også co-producerede det (med den anden producer er afdøde Andy Johns), selv hentydet til den opfattelse, at teksterne ikke blev skrevet for at give nogen særlig mening.
Når vi går ud i det, kan vi måske spekulere i, at denne sang for det meste handler om at bo i New York City og dens tiltrækning og udfordringer. For eksempel i omkvædet nævner Verlaine 'et kys af døden, livets omfavnelse', da han 'står under Marquee Moon'.
I andet vers finder vi også vokalisten, der interagerer med en mand 'down at the tracks' - hvilket vil tage som værende en reference til NYC's undergrundsbanesystem - som tilsyneladende er uheldig. Og denne person råder Tom til ikke at være 'så glad', men samtidig ikke at være 'så trist'.
Så der foregår helt sikkert en dikotomi her, i hvert fald under nogle dele af sangen. Igen kan det være, at fjernsynet taler til både det gode og det dårlige - potentialet og farerne - ved at bo i en by, der er så mulighedsfyldt, men alligevel farlig som Big Apple.
Det tredje vers er blevet farverigt fortolket, i det mindste af en fremtrædende analytiker, som måske hentydende til tillokkelsen af hårde stoffer inden for rockmusikscenen. Men det er uden tvivl den mest abstrakte passage af denne meget poetiske, eller kan vi sige allegoriske sang. Men endnu en gang ifølge Toms egen forklaring, er det, som disse allegorier peger på, ikke noget, der i sig selv skal fortolkes minutiøst. Eller som han udtrykte det, 'du behøver ikke at sige, hvad du mener for at komme igennem'.
Alt i alt kan det konkluderes, at dette i høj grad er en sang om fortvivlelse, men også en sang om håb. Og hvis man tager for givet, at 'marquee-månen' i virkeligheden er en reference til New York, så ville den logiske implikation pege på forestillingen om, at det var, hvordan fjernsynet opfattede byen selv.